You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Procedure ved ærekrænkelser

Det er ulovligt at fremsætte eller udbrede injurierende eller ærekrænkende udsagn om andre offentligt.

I og med rigtig mange borgere er kommet på de sociale medier, ser vi et stigende antal ytringer rettet mod kommunens ansatte og kommunalbestyrelsesmedlemmer.

I retspraksis er der en tilbøjelighed til, at en politiker skal tåle mere end en ansat, men der er en grænse.

Sager rejst af Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune har kørt tre sager om ærekrænkelser.

Herudover har vi i et par enkelte sager rettet henvendelse til nogle borgere og påpeget, at deres udtalelser på Facebook måtte anses for ærekrænkende. Borgerne valgte herefter at tilbagekalde deres udtalelser.

Generel holdning

Kommunen søger den gode debat og dialog med borgerne. Men samtidig ønsker vi at sikre, at vores medarbejdere og kommunalbestyrelsesmedlemmer kan passe deres arbejde uden at blive angrebet med ærekrænkende og injurierende bemærkninger.

Hvis vi vælger at stævne en borger i Jammerbugt Kommune, så skal grundlaget være i orden. Der skal derfor være tale om en sag, hvor straffelovens regler er overtrådt.

Retningslinjer for håndtering af sager om ytringer

Ansatte eller kommunalbestyrelsesmedlemmer kan rette henvendelse til Sekretariatet, hvis de bliver opmærksom på, at der via offentlige opslag eller på anden måde sker udbredelse af ytringer, der virker injurierende eller ærekrænkende.

Sekretariatet vil herefter indsamle data.

På baggrund af de indsamlede data udarbejder Sekretariatet en foreløbig vurdering af sagen.

Hvis denne vurdering munder ud i, at Sekretariatet finder, at straffeloven er overtrådt, sker der en henvendelse til den, der er fremkommet med ytringerne, hvor vi går i dialog med borgeren og anmoder vedkommende om at trække de injurierende bemærkninger tilbage.

Hvis dette sker, vil der ikke ske yderligere i sagen.

Hvis Sekretariatet vurderer, at der ikke er tale om en straffelovsovertrædelse, og det er et kommunalbestyrelsesmedlem, der har rettet henvendelse til Sekretariatet, orienteres Økonomiudvalget.

Hvis vedkommende nægter at trække de injurierende udtalelser tilbage, og der ikke blot er tale om en enkelt ytring, hvorefter alt er faldet på plads igen, orienteres kommunaldirektøren, hvorefter der tages stilling til, hvorvidt der bør indhentes en vurdering fra en advokat.

Vurderingen af hvorvidt der skal indhentes en advokatvurdering, er en helhedsvurdering. Der skal her tages stilling til omfanget og grovheden af de pågældende ytringer - hvor stor skadevirkning ytringerne har (f.eks. hvor stor er den Facebook-gruppe, de er blevet delt på m.v.), borgerens kendskab til at vedkommende har udtalt sig ærekrænkende m.v.

Hvis advokaten er enig i, at der er sket en straffelovsovertrædelse, forelægges vurderingen for borgmesteren, der inddrager Økonomiudvalgets medlemmer i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt man skal gå videre med sagen. Økonomiudvalget beslutter, om man skal gå videre med sagen. Hvis det besluttes at gå videre med sagen, orienteres Kommunalbestyrelsen.

Hvis vurderingen er, at man skal gå videre med sagen, kontaktes advokaten på ny.

Forinden der indgives en stævning, går advokaten på ny i dialog med borgeren med henblik på give borgeren mulighed for at trække ytringen tilbage.

Godkendt på Økonomiudvalgets møde 17. marts 2021.